Han er lige gået i skjorteærmer, fordi it’s summer og ikke et spørgsmål om vejrforhold. ’I never wore shoes this time of year’ og jeg skal holde kniven lige i munden for ikke at afsløre min fremmedvellyst ved tanken om hans barneliv: Sortøjet, barfodet barndom ved floden, langs grussti, bag træhus med brønd. Der kommer jeg aldrig, der er jeg forment fra og sådan vokser min kærlighed til stedet, han var, omvendt proportionalt med den mellemmenneskelige afstand, vi har mistet. Jeg gemmer mig bag de bær men de brister så højlydt. Uden for leger en børneflok på dansk. For ham er det bare rumklang.