Vi fletter os ikke hjem
Dette er en prototype, tadah.
Ólavsøkan
Færøbåde hviler i vandet. De drømmer ikke som andre både om at stige til vejrs. Derfor flyver de faktisk – sådan er de så smukke. I dag kan man fejre Olaj på Nordatlantens Brygge og f.eks. se på kaproning. Det bør man gøre. Det bliver regnvejr, sommeren hælder, og på sådan en skrå sensommerdag gives der her mulighed for at se Zacharias Heinesens sandfærdige malerier, spise en tørfisk (måske), ta’ sig en sjus (garanteret), danse, og synge et hjemlands vemodige.
Her er programmet.
nu kan jeg snart finde ud af flash
Vi bliver skinnende klare, vi bliver blanke og fine, rosenrøde i mundene og gennemsigtige i hovederne: Vi bliver renset for hjernens algevækst og renset for hjernens algevækst bliver man som ny.
apply by
Do you
Do you
Do you
If so, you may
Your new home
commercially
With a passion to combine
Beauty and function
If so, you may have found
Your new home
commercially
If you have
We have
You will learn
With us, deliver
We are looking
DYNAMIC QUALIFIED G R A P H I C
You master/who masters the full pack
It’s vital that you can take
That you can think
You will have
You will speak and write
Desire to put your mark on
Commercially
And you can keep your head
If you are
OUTGOING CHEERFUL DYNAMIC
We can offer
Are you
vi taler ikke
Han taler godt nok ikke til mig. Bleg er han, ølglinsende og nobelt beskjortet. Jeg skyder på bankfunktionær, men det er retfærdigvis nok mest mig.
20 min. i Understellets ulvetime vælter han ind på livet af den opvakte RUC’er, jeg deler lighter med, smiler (angiveligt er det et smil) og går til værks:
Det er hans jomfrurejse i det københavnske natteliv, han er nordmand – sådan et højspændt pseudonorsk – og så ved man jo ikke, hvor jetsettet går hen. Men hun ligner en ”kool jente,” hun kan måske fortælle ham—. Hans stemme går i loop. Jeg kan ikke håndtere det.
”Hvorfor taler du norsk?”
”Hva’be’haier?”
”Ja, altså, ville det ikke være mere oplagt at tale dansk, sådan... i situationen?”
Nej, nej, han taler jo ikke dansk, eller:
”Narj, narj,” han taler jo ikke dansk. Åhr, det rammer som duften af humle fra Carlsberg en vintermorgen. ”Narj, narj.” Københavner med stort V. Narrøv. Platantræ. Jeg kan godt lide ”platantræ,” men det holder jeg for mig selv.
Mens vi fniser indforstået, svinger glas, sidder jeg bomstille inde i hovedet og fastholder forestillingen om to mennesker, der fører en samtale. Måske under et halvtag.
Din inderligheds mærke på trøjen, sådan tænker jeg på dig, mens jeg lapper en falmet vending.
((+==))
Nåmen status så – Jeg mangler modord / samtale / smøger
Uden for vinduet – Bil / træ / saltvejr
Det bliver godt i morgen eller ikke
Forsigtigt klapper jeg bordet på kinden
Så så, du har været med længe, vi to vi følges godt ad
det snoværk det når jer til halsen I tynger jer ikke så drukner vi lydigt i kor
Alle de vrede, unge mænd der forkaster enhver form for flow og skriver med albuerne, eller, alle de sårbare unge mænd der poeserer for linsen i bar bund og vådservietter - åh den stafet
Vi nogen har travlt med dem selv. Vi nogen de vælter ud gennem os selv. Vi nogen vi vælter vi svømmer pladask i hinanden.
Jeg tyssynlig I kan mig forsvinde.
feriebillede/notater
Vi går af markstien mod kirkegården længere oppe af bjerget. På afstand ligner den en kulisse, et slags gotisk borte med blæsten, køn, ikke videre troværdig. Så smælder et hundehyl op fra dalen bag os. Det slår sig på skråningerne, trækker langt og skarpt i den tynde luft. Jeg bryder mig ikke om det. Heller ikke om at det rumler langt borte. Mit baghoved streamer filmklip, der alle starter ca. sådan her:
Ungt par tjekker ind på afsides beliggende hotel.
Manden er anderledes skruer sammen, nynner frejdigt musikken fra Poltergeist og trækker mig opad.
...
Men der er krucifikser alle vegne. Fra et vejrbidt kors i grøftekanten så Kristus til, mens vi rullede ind på landsbyens asfalterede vej. Der lå hotellet og så vel venligt ud, eller i hvert fald lyserødt, bugnende ud gennem bindingsværket, ret jovialt. På gårdspladsen stod langborde dækket op med pistaciefarvede duge under pistaciefarvede parasoller. Et væld af blomster gav mig det indtryk, at landsbyen ventede fint besøg.
...
I hotellets reception hænger Kristus med fremskudte ribben og blikket vendt hjem. Jeg kan ikke lide de mørkt malede vægge, vitrineskabet med kager, biblen på nederste hylde. Her lugter af søvn og kål som hos andres bedsteforældre. Muligvis er vi kørt galt på et helt fundamentalt niveau.
...
Vores værelse er lille, lavloftet, klaustrofobisk, med tunge træbjælker og en falleret læderstol, der står vendt mod sengen med en hvis autoritet og glor på.
...
Manden skal ikke lade sig narre, siger jeg så. ”Alsace” er en grænserøver. Tyskland har tyvstartet. Jeg tæller tre hvide biler i rap, mens jeg prøver at forklare, hvordan man ser tysk ud. De lokale – bønder i søndagstøjet – ligner tyskere, det gør de sgu, men manden deler ikke min lidenskab for detaljefordomme. Endnu en hvid bil. Er tyskere måske sådan per definition lavere og tykkere end franskmænd? Kan man kende en Sydtysker på næsen? Jeg argumenterer vagt, altid på røven når folk har deres politiske pottetræning fra Amerika. Åh, den der overlegne forestilling om at den hellige gral er velforvaret, hvis bare man bruger det sikre begreb. ”The term’s not Indian, babe, that’s like saying nigger. It’s Native American now.” Jeg postulerer, at han sagtens ville kunne se forskellen, hvis han var født i Europa. Vi lærer forskellen på tyskere og franskmænd i folkeskolen, og for resten er alle begreber, der hører under kategorien ”- american” langt mere niggeragtige end nigger. Syv hvide biler.
Manden mumler i ølskægget. Det er sgu den samme bil, turistbureauet har hyret den. Det er jo helt galt, at her kun kører hvide biler. Jeg konstaterer hoverende, at vi befinder os uden for enhver turistzone. Lave, brede bønder med kødfulde hænder, søndagskaffe, egnens dialekt. Så kan han lære det. Det lyder kraftædemig tysk.
...
Manden forholder sig i øvrigt helt stoisk til min nydelsesfulde eurocentrisme, ligesom når jeg påpeger, at han har kædedans i blodet, blev født med kniv mellem tænderne og bare kan tage i børnezoo, hvis han savner sin ged. Så griner han bredt og spørger, ”you want missile? I have for you, very good missile – you want with silo, I’ll throw in silo for you.” Jeg minder ham høvisk om, at 2/3 af hans mandlige familiemedlemmer har ”import/eksport” på CV’et. Han minder mig mindre høvisk om den gang, min onkel blev nægtet indrejse i Saudi-Arabien på grund af sit færøske pas. ”Sir, next time you mean to travel on forged papers, perhaps if you made them out from a country that really exists...”
Fra bordet har vi udsigt til landsbyens eneste seværdighed, en indhegnet fiskedam. Put-and-take. Landsbyens egne fisker tilsyneladende ikke om søndagen. Til gengæld er kirken for enden af vejen godt fyldt. Jeg kan ikke lide den åbne dør, blikket ind i et mørklagt, intimt rum, stemmer der knækker i overkanten af en katolsk traver, mens vi går forbi. Over indgangen til den yndige skolebygning hænger et tungt krucifiks. På pladsen foran kirken står en hvid bil parkeret. Jeg prøver at ryste det af mig.
...
Nu rejser trappen sig op til gravsten i vejrbidte formationer, et vindogskævt landskab hvis fjerne ende mørket har slugt. Fra hotellet lignede det bare et fladt skvæt jord, en lav stenmur, men perspektivet driller. Muren er høj, læner sig tung og mosbegroet ind over os, strækker sig langt til begge sider. Jeg får kvalme. Tidligere bemærkede jeg en gruppe heroppe. Kvinder med tildækket hår og mænd i stive, hvide skjorter. Vinden tog i et sjal. Vi burde have set dem gå hjemad langs stien. Det falder mig ind, at en af kvinderne bøjer sig tungt, krampagtigt ned over en grav. Her er ingen nye grave og ingen friske buketter. For enden af midterstien hænger Kristus i naturlig størrelse. Korset rager ind i himlen.
...
Så hører vi stemmer fra et sted over os, inde i skoven. Børn. De råber i kor. Stemmerne hæver sig, når et lyst crescendo, flækker i latter og sænkes så til messende gentagelse af ord, jeg ikke fanger. Inde mellem stammerne er der ikke så meget som et lysglimt, ingen bål, vinduer, lygter. Bare sort på sort. Hvor kommer de stemmer fra – og er det måske for helvede så ikke tysk, det de råber? Manden slår ud med hånden og mumler noget om finere fransk. Et øjebliks stilhed, så lyder der rytmiske skrig. Det er ved at blive lidt meget. Lyse stemmer, lyse børn. For mit indre blik ser jeg geledder af raske, blonde drenge på march gennem skoven. Så, inderligt mod min vilje, glider de gennem træerne, tynde og blege, vandkæmmede lig.
Rytmen er taktfast. Manden ser skævt tilbage på mig og hvisker ”fight, fight, fight!” Det er godt ramt, præcis sådan, som om nogle står i ring, råbende, trampende, bare én i midten, låst i en cirkel af skrigende, trampende – han slår fra sig, blindt, knækker i livet, vælter mod en mur af hænder og knæ.
...
Jeg ligger i sengen, holder øje med stolen, som holder øje med mig, og tænker på de hvide biler, bøndernes store hænder og lyden af børnestemmer, der drukner sporadisk i tordenskrald.
Men jeg drikker tynd rosé på Bar du Pont, mens middagssolen flytter rundt på bjergene i horisonten og København synker videre i det kulturelle syrebad, langt væk.
Vi er alle sammen under indflydelse af den nye reaktion, der i det store hele er den gamle reaktion med ny vind i sejlene. Nu ejer den vinden, nu ejer den sejlene.
Manden sidder over for mig, opslugt af sit eget, smuk og rolig i bevægelserne. Her passer hans mørke øjne, næsebue og sorte fuldskæg lige så dårligt ind som min subtile forvirring af skandinaviske og sydlandske træk. Vi føler os lige hjemme.
Manden holder ferie fra sin nye fremmedhed, den venligt uophørlige italesættelse af hans etnicitet. ”Ja, vi ved godt, det er hårdt at være udlænding i Danmark. Det er slemt. Men det er jo selvfølgelig ikke os, der...”
Danmark visner gradvist ud af min krop. Siden det blev alvor med manden, har jeg haft hjemme besøgsvis, højst tre måneder af gangen.
Andre flygter af deres årsager. Nogle flygter ind i abstraktioner, teorier – forsøger at vriste sig fri af tiden ved at kæmpe for et sidste suverænt domæne i det indre. Sådan forstår jeg for eksempel Cecilie Lolk Hjorts forsvar for teoretisk pædofili. Den intellektuelle udvandring går fra mange udgangspunkter, indad eller udad, men med retning mod et fælles tab.
Anaïs Nins dagbogsunivers er måske en anelse tvangsfortryllet. Alligevel – eller derfor – giver det indblik i et enormt levende skybrud mellem bestræbelsen på at skabe et absolut æstetiseret livsrum, og iagttagelsen som ufravigelig tilværelsesmetode. Det er to mærkelige fanatismer, synes jeg – men morderligt aktuelle.
Men at noget sku være forløst nu, du var her (men at neglelakken fedter på tasterne) og vinden i træet uden for vinden, se – jeg er også linkedin. Jeg er linkedtil dig du. Sidder på Laundromat og glor på dit hvide æble som. Jeg glor på mit det. Lyser så fint og vi. Glor begge to
Personligt er jeg tættest på lagnerne. Måske eller. Man kan ikke leve sig selv i et andet land, men man burde. Sproget giver sig ikke til viljen - det burde. Fiktioner kan fløjte sig fri og. Det kan vi ikke - vi burde.
Evt. Argh. Hverdagens lysfald mader dig grå.
Abonner på:
Opslag (Atom)