Han er lige gået i skjorteærmer, fordi it’s summer og ikke et spørgsmål om vejrforhold. ’I never wore shoes this time of year’ og jeg skal holde kniven lige i munden for ikke at afsløre min fremmedvellyst ved tanken om hans barneliv: Sortøjet, barfodet barndom ved floden, langs grussti, bag træhus med brønd. Der kommer jeg aldrig, der er jeg forment fra og sådan vokser min kærlighed til stedet, han var, omvendt proportionalt med den mellemmenneskelige afstand, vi har mistet. Jeg gemmer mig bag de bær men de brister så højlydt. Uden for leger en børneflok på dansk. For ham er det bare rumklang.

Det er udmattende at være nogens noget

Hinderne lysner, senerne stiger – tarmene gryr.

• De bær der trampes til blod under huden er nogens.

• Jeg har opdaget en ekspansiv afstand mellem stuen og køkkenet. Denne afstand er tilsyneladende gold – man kunne f.eks. måle den i bær. Så kunne man sige, at der var ti milliarder bær herfra til den nærmeste frugtbare afstand.
  

Men

V I R K E L I G H E D E N* flugter parallelt med tilværelsen og findes følgelig i












*Underlødig henvisning.

Øjnene ud krænger lungerne ud og maskerne op man kæntrer da ikke på lufthavnens gulv vil man stå der og krænge nej stå der og smile ja være der varm som et fodboldmål smile og slet ikke krænge nej smile og ud krænger luften og øjnene i som kastanjer og lufthavnen kæntrer når han ja når han men øjnene gulvet og lungerne krænger man kæntrer slet ikke

• den tragt
• du hviler igennem
• i fart er jo slet ikke her
• men fremme
• I gråmetal sådan et menneskerør
• fordøjer dig helt til stationen

Shh...

I virkeligheden (nu hvisker jeg lige) er verden større end nogensinde. Summen af det, vi har lov at begære, er bare blevet beskåret. Jeg spekulerer på, om pikken stadig passer ind. ”Fjernheden er nær” råber vægterne i den globale landsby og ”verden er blevet mindre” udstøder mit teleselskab. ”Everything at your fingertips.” Mine fingerspidser kan ikke nå over til gadekærets modsatte bred lige meget hvor langt, jeg strækker kreditten.

Det er ligesom at hinke i rude

”Nyhedsresumeer er vel også en slags tekster,” kunne jeg tænke – eller prøve at tænke – og sådan forsøgsvis retfærdiggøre den fyldige kropsro, jeg føler, ved at skrive som hunde logrer med halen.

Tomgang

[...]er langt væk og fugten nede i hans kælderpassage – ja, cikader, King’s Highway, og lugten af sursød husmoderlighed fra regimet i stueetagen – ja. Vinduet det er langt væk – jamen jeg kan [...] og hvis jeg [...] blæser træerne ikke ind.

Denne aftale er indgået mellem:

Rejsa P. Thorsson

og

Rejsa P. Thorsson


/P'et står ikke for noget.