Gruml

Flyet er fløjet. Mine tømmermænd lytter til Fred Åkerström. Bellmans tyste buldren i sjatterne. Pointen er imidlertid, at ovre på ridder Tues blog har en eller anden skrevet noget med, at tanken om skønlitteraturen som rum for ”mødet med noget andet end os selv,” er en tanke fra et tidligere århundrede. Elektriciteten er også fra et tidligere århundrede. Måske vi alle sammen bare skulle slukke lyset. Og gå hjem. Til os selv. Så kunne vi vugge os selv i det sidste nye mørke. Det allermoderneste mørke. Mørket – især det mørke hvori vi udelukkende møder os selv – er uhyre tidssvarende. Træk gardinerne for. Smæk skodderne i. Kunsten er kun at møde sig selv uden at famle for meget.

Ännu en sup ell’ par
Tack, min mor och far!