vi taler ikke

Han taler godt nok ikke til mig. Bleg er han, ølglinsende og nobelt beskjortet. Jeg skyder på bankfunktionær, men det er retfærdigvis nok mest mig.
20 min. i Understellets ulvetime vælter han ind på livet af den opvakte RUC’er, jeg deler lighter med, smiler (angiveligt er det et smil) og går til værks:
Det er hans jomfrurejse i det københavnske natteliv, han er nordmand – sådan et højspændt pseudonorsk – og så ved man jo ikke, hvor jetsettet går hen. Men hun ligner en ”kool jente,” hun kan måske fortælle ham—. Hans stemme går i loop. Jeg kan ikke håndtere det.
”Hvorfor taler du norsk?”
”Hva’be’haier?”
”Ja, altså, ville det ikke være mere oplagt at tale dansk, sådan... i situationen?”
Nej, nej, han taler jo ikke dansk, eller:
”Narj, narj,” han taler jo ikke dansk. Åhr, det rammer som duften af humle fra Carlsberg en vintermorgen. ”Narj, narj.” Københavner med stort V. Narrøv. Platantræ. Jeg kan godt lide ”platantræ,” men det holder jeg for mig selv.
Mens vi fniser indforstået, svinger glas, sidder jeg bomstille inde i hovedet og fastholder forestillingen om to mennesker, der fører en samtale. Måske under et halvtag.





Din inderligheds mærke på trøjen, sådan tænker jeg på dig, mens jeg lapper en falmet vending.