feriebillede/notater

Vi går af markstien mod kirkegården længere oppe af bjerget. På afstand ligner den en kulisse, et slags gotisk borte med blæsten, køn, ikke videre troværdig. Så smælder et hundehyl op fra dalen bag os. Det slår sig på skråningerne, trækker langt og skarpt i den tynde luft. Jeg bryder mig ikke om det. Heller ikke om at det rumler langt borte. Mit baghoved streamer filmklip, der alle starter ca. sådan her:

Ungt par tjekker ind på afsides beliggende hotel.

Manden er anderledes skruer sammen, nynner frejdigt musikken fra Poltergeist og trækker mig opad.

...

Men der er krucifikser alle vegne. Fra et vejrbidt kors i grøftekanten så Kristus til, mens vi rullede ind på landsbyens asfalterede vej. Der lå hotellet og så vel venligt ud, eller i hvert fald lyserødt, bugnende ud gennem bindingsværket, ret jovialt. På gårdspladsen stod langborde dækket op med pistaciefarvede duge under pistaciefarvede parasoller. Et væld af blomster gav mig det indtryk, at landsbyen ventede fint besøg.
...

I hotellets reception hænger Kristus med fremskudte ribben og blikket vendt hjem. Jeg kan ikke lide de mørkt malede vægge, vitrineskabet med kager, biblen på nederste hylde. Her lugter af søvn og kål som hos andres bedsteforældre. Muligvis er vi kørt galt på et helt fundamentalt niveau.

...


Vores værelse er lille, lavloftet, klaustrofobisk, med tunge træbjælker og en falleret læderstol, der står vendt mod sengen med en hvis autoritet og glor på.

...

Manden skal ikke lade sig narre, siger jeg så. ”Alsace” er en grænserøver. Tyskland har tyvstartet. Jeg tæller tre hvide biler i rap, mens jeg prøver at forklare, hvordan man ser tysk ud. De lokale – bønder i søndagstøjet – ligner tyskere, det gør de sgu, men manden deler ikke min lidenskab for detaljefordomme. Endnu en hvid bil. Er tyskere måske sådan per definition lavere og tykkere end franskmænd? Kan man kende en Sydtysker på næsen? Jeg argumenterer vagt, altid på røven når folk har deres politiske pottetræning fra Amerika. Åh, den der overlegne forestilling om at den hellige gral er velforvaret, hvis bare man bruger det sikre begreb. ”The term’s not Indian, babe, that’s like saying nigger. It’s Native American now.” Jeg postulerer, at han sagtens ville kunne se forskellen, hvis han var født i Europa. Vi lærer forskellen på tyskere og franskmænd i folkeskolen, og for resten er alle begreber, der hører under kategorien ”- american” langt mere niggeragtige end nigger. Syv hvide biler.

Manden mumler i ølskægget. Det er sgu den samme bil, turistbureauet har hyret den. Det er jo helt galt, at her kun kører hvide biler. Jeg konstaterer hoverende, at vi befinder os uden for enhver turistzone. Lave, brede bønder med kødfulde hænder, søndagskaffe, egnens dialekt. Så kan han lære det. Det lyder kraftædemig tysk.

...

Manden forholder sig i øvrigt helt stoisk til min nydelsesfulde eurocentrisme, ligesom når jeg påpeger, at han har kædedans i blodet, blev født med kniv mellem tænderne og bare kan tage i børnezoo, hvis han savner sin ged. Så griner han bredt og spørger, ”you want missile? I have for you, very good missile – you want with silo, I’ll throw in silo for you.” Jeg minder ham høvisk om, at 2/3 af hans mandlige familiemedlemmer har ”import/eksport” på CV’et. Han minder mig mindre høvisk om den gang, min onkel blev nægtet indrejse i Saudi-Arabien på grund af sit færøske pas. ”Sir, next time you mean to travel on forged papers, perhaps if you made them out from a country that really exists...”

Fra bordet har vi udsigt til landsbyens eneste seværdighed, en indhegnet fiskedam. Put-and-take. Landsbyens egne fisker tilsyneladende ikke om søndagen. Til gengæld er kirken for enden af vejen godt fyldt. Jeg kan ikke lide den åbne dør, blikket ind i et mørklagt, intimt rum, stemmer der knækker i overkanten af en katolsk traver, mens vi går forbi. Over indgangen til den yndige skolebygning hænger et tungt krucifiks. På pladsen foran kirken står en hvid bil parkeret. Jeg prøver at ryste det af mig.

...

Nu rejser trappen sig op til gravsten i vejrbidte formationer, et vindogskævt landskab hvis fjerne ende mørket har slugt. Fra hotellet lignede det bare et fladt skvæt jord, en lav stenmur, men perspektivet driller. Muren er høj, læner sig tung og mosbegroet ind over os, strækker sig langt til begge sider. Jeg får kvalme. Tidligere bemærkede jeg en gruppe heroppe. Kvinder med tildækket hår og mænd i stive, hvide skjorter. Vinden tog i et sjal. Vi burde have set dem gå hjemad langs stien. Det falder mig ind, at en af kvinderne bøjer sig tungt, krampagtigt ned over en grav. Her er ingen nye grave og ingen friske buketter. For enden af midterstien hænger Kristus i naturlig størrelse. Korset rager ind i himlen.

...

Så hører vi stemmer fra et sted over os, inde i skoven. Børn. De råber i kor. Stemmerne hæver sig, når et lyst crescendo, flækker i latter og sænkes så til messende gentagelse af ord, jeg ikke fanger. Inde mellem stammerne er der ikke så meget som et lysglimt, ingen bål, vinduer, lygter. Bare sort på sort. Hvor kommer de stemmer fra – og er det måske for helvede så ikke tysk, det de råber? Manden slår ud med hånden og mumler noget om finere fransk. Et øjebliks stilhed, så lyder der rytmiske skrig. Det er ved at blive lidt meget. Lyse stemmer, lyse børn. For mit indre blik ser jeg geledder af raske, blonde drenge på march gennem skoven. Så, inderligt mod min vilje, glider de gennem træerne, tynde og blege, vandkæmmede lig.

Rytmen er taktfast. Manden ser skævt tilbage på mig og hvisker ”fight, fight, fight!” Det er godt ramt, præcis sådan, som om nogle står i ring, råbende, trampende, bare én i midten, låst i en cirkel af skrigende, trampende – han slår fra sig, blindt, knækker i livet, vælter mod en mur af hænder og knæ.

...

Jeg ligger i sengen, holder øje med stolen, som holder øje med mig, og tænker på de hvide biler, bøndernes store hænder og lyden af børnestemmer, der drukner sporadisk i tordenskrald.