Men jeg drikker tynd rosé på Bar du Pont, mens middagssolen flytter rundt på bjergene i horisonten og København synker videre i det kulturelle syrebad, langt væk.

Vi er alle sammen under indflydelse af den nye reaktion, der i det store hele er den gamle reaktion med ny vind i sejlene. Nu ejer den vinden, nu ejer den sejlene.

Manden sidder over for mig, opslugt af sit eget, smuk og rolig i bevægelserne. Her passer hans mørke øjne, næsebue og sorte fuldskæg lige så dårligt ind som min subtile forvirring af skandinaviske og sydlandske træk. Vi føler os lige hjemme.

Manden holder ferie fra sin nye fremmedhed, den venligt uophørlige italesættelse af hans etnicitet. ”Ja, vi ved godt, det er hårdt at være udlænding i Danmark. Det er slemt. Men det er jo selvfølgelig ikke os, der...”

Danmark visner gradvist ud af min krop. Siden det blev alvor med manden, har jeg haft hjemme besøgsvis, højst tre måneder af gangen.

Andre flygter af deres årsager. Nogle flygter ind i abstraktioner, teorier – forsøger at vriste sig fri af tiden ved at kæmpe for et sidste suverænt domæne i det indre. Sådan forstår jeg for eksempel Cecilie Lolk Hjorts forsvar for teoretisk pædofili. Den intellektuelle udvandring går fra mange udgangspunkter, indad eller udad, men med retning mod et fælles tab.