Anaïs Nins dagbogsunivers er måske en anelse tvangsfortryllet. Alligevel – eller derfor – giver det indblik i et enormt levende skybrud mellem bestræbelsen på at skabe et absolut æstetiseret livsrum, og iagttagelsen som ufravigelig tilværelsesmetode. Det er to mærkelige fanatismer, synes jeg – men morderligt aktuelle.